Tallet, og hvad det dækker
Investeringerne i amerikansk AI-infrastruktur vil beløbe sig til 10,3 billioner dollar mellem 2025 og 2032, i gennemsnit 3,63 procent af USA’s bruttonationalprodukt om året, ifølge en studie udgivet af Brookings Institution og fremlagt på instituttets økonomikonference fredag.
Forfatteren er Stijn Van Nieuwerburgh fra Columbia University, og fremskrivningen dækker langt mere end servere. Den tæller datacenterbygninger, kraftsystemer, netinfrastruktur samt specialiserede chips og andet udstyr — hele det fysiske apparat, ikke blot regnehardwaren.
Sammenligningen er historisk. “Den fremskrevne udbygning ville blive større målt mod økonomien end de store amerikanske investeringsboom for kanaler, jernbaner, elektrificering, motorveje og telekommunikation”, skriver Van Nieuwerburgh. Det er en påstand om andel af produktionen, ikke om absolutte dollar, og det er netop det, der gør tallet værd at diskutere: landet har bygget dyre ting før, men få der tog så meget på én gang.
Hvor bekymringen faktisk ligger
Fremskrivningen er ikke studiens argument. Bekymringen handler om, hvordan pengene rejses.
Van Nieuwerburgh skriver, at risikoen flytter fra gennemsigtig finansiering på store selskabers balancer til uigennemsigtig finansiering uden for dem — joint ventures, privat kredit, securitisering, særlige selskabskonstruktioner, leasingforpligtelser, lånegarantier og lignende. Disse konstruktioner hviler på AI-selskabernes pengestrømme og på sikkerhedsværdier, der ifølge ham er udsat for “usikker AI-efterspørgsel, hurtig teknologisk forandring, rettidig adgang til strøm og hardware samt fortsat kreditkvalitet hos et lille antal” datacenterlejere.
Den sidste sætning er den skarpeste. En stor del af kapitalen er sikret mod lejekontrakter underskrevet af en kort liste af lejere. Bremser én af dem, bliver eksponeringen ikke i én bygning.
Det, han undlader at sige
Studien forudsiger ikke et krak. “Det ville være forhastet at konkludere, at AI-infrastruktur allerede udgør en systemisk risiko svarende til tidligere kreditboom”, skriver Van Nieuwerburgh. Hans pointe er smallere og sværere at afvise: strukturer uden for balancen betyder noget, “fordi de kan gøre korrelerede eksponeringer svære at observere før en nedtur”.
Anbefalingen følger af det. “Det vigtigste politiske bidrag på dette stadie kan derfor være at forbedre måling og gennemsigtighed, mens branchens kapitalstruktur stadig er under forandring.”
Hvad man skal holde øje med
Teksten er et konferenceudkast i Brookings Papers on Economic Activity, hvis efterårsudgave satte tre AI-studier på programmet 25. september. Udkast diskuteres, før de færdiggøres, og fremskrivningen er en fremskrivning: den forudsætter et byggetempo, som strømforsyning og chipleverancer måske ikke kan levere.
Det, der kan efterprøves, er oplysningsspørgsmålet. AI-finansiering uden for balancen bliver enten lettere at se i regnskaber og tilsynsdata det kommende år, eller også gør den ikke — og Van Nieuwerburghs argument er, at det andet udfald koster noget senere.
