Hvad der blev meldt ud
OpenAI meddelte den 21. september, at selskabet har oprettet et rådgivende organ for matematik og kunstig intelligens med hjemsted ved Institute for Advanced Study i Princeton. Det har ni stiftende medlemmer: François Charles, Camillo De Lellis, Timothy Gowers, Martin Hairer, Nikhil Srivastava, Ulrike Tillmann, Ravi Vakil, Edward Witten og Melanie Matchett Wood.
Rådet findes på grund af en påstand, OpenAI har fremsat og endnu ikke underbygget. Selskabet siger, at en intern model, hvis træning begyndte den 28. august, har løst mere end hundrede længe åbne problemer inden for de fleste områder af matematikken. Det kommer oven i det Navier-Stokes-resultat, selskabet tidligere har meldt ud. Meddelelsen opregner ikke problemerne.
Det er rådets første opgave. I sin egen lanceringserklæring skrev det, at det står over for “den meget specifikke udfordring at rådgive OpenAI om, hvordan man koordinerer offentliggørelsen af et stort antal betydelige matematiske resultater, som de oplyser er frembragt af deres interne model”.
Hvad rådet kan og ikke kan
Grænserne bliver oplyst på forhånd, hvilket er usædvanligt og fortjener anerkendelse. Medlemmerne er ulønnede. De har ingen myndighed over tempoet i OpenAIs forskning, og selskabet vil ikke rådføre sig med dem om det. Rådets egen formulering er, at ansvaret for beslutningerne ligger hos selskabet.
Det, de kan, er at vurdere, hvor betydelige resultaterne er, og koordinere offentliggørelsen, så matematikermiljøet kan kontrollere dem, som det kontrollerer alt andet. I dette omfang er det ingen lille opgave. Hundrede resultater, der kommer på én gang, fra en kilde man ikke kan udspørge om dens ræsonnement, er først og fremmest et bedømmelsesproblem.
Brevet bagved
Rådet opstod ikke ud af ingenting. Femogtyve Fields-medaljemodtagere underskrev et åbent brev med titlen “En alvorlig fejlretning af AI i matematikken”, som vendte sig mod at behandle åbne problemer som et AI-mål. Af de ni medlemmer i det nye råd underskrev kun De Lellis det brev.
Sammensætningen siger noget om, hvad rådet er til for. Det er ikke et panel af fagets mest skeptiske stemmer, og medlemskredsen er ikke bred: ni forskere kan ikke repræsentere et helt felt. Nogle matematikere har læst det som et konstruktivt første skridt, andre har spurgt, hvilken indflydelse et organ uden myndighed over forskningstempoet og uden stemme i offentliggørelsen reelt kan udøve.
Det, der er værd at følge, er ikke rådets udtalelser, men hvad det leverer. Hvis den første portion resultater udgives i en form, bedømmere kan arbejde med — fuldstændige beviser, problemerne navngivet, modellens rolle præciseret i hvert enkelt — så har ordningen udrettet noget. Hvis resultaterne kommer som en meddelelse med et tal vedhæftet, har rådet lagt navn til en pressemeddelelse. Matematikerne i det er i stand til at kræve det første, og brevet tyder på, at faget vil bemærke, hvilket det får.
